Kære Papirkurv!

Jeg skriver til dig, fordi der i øjeblikket ikke er andre, der vil have mine skrifter, her en uge før jul i 2006, og fordi en forfatter har brug for, at der er modtagere af hans udgydelser, selv hvis det er en papirkurv. Men hvordan er det mon kommet så vidt?

En af årsagerne må søges i min sygdom – hov, jeg har ikke ment, at der rent mentalt set er noget galt, selvom mine venner har placeret mig i paranoikernes rækker. Min sygdom tvinger mig til at blive siddende, og hvor andre har travlt og føjter rundt, flyver jeg rundt i verden gennem internettet, samtidig med at min bagdel forbliver fast plantet i stolen. Jeg har for meget tid til at informere mig, for meget til at skrive, mens vennerne har for lidt til at læse, hvad jeg skriver, selv hvis de havde lyst – men det har de nu heller ikke, navnlig her før jul har man da ikke appetit på at erfare, at verden er af lave, nu mere end nogensinde i det sidste halvt hundrede år; at vi formentlig står kort før en ny verdenskrig, i hvilken verdens 6. atommagt, der indtil for nylig ikke har indrømmet denne status, formentlig vil indsætte atomvåben; at danske soldater kaldes ’besættel­sesstyrker,’ hvor der nu tjenes (hvilket indebærer at nogen såres og andre dør) som følge af en løgn, trods regeringens bedre vidende – ham, der fortalte offentligheden herom, blev idømt en fængselsstraf mens de, der løj, stadig er i regeringen; at vi, der var stolte af hvor frihedstrang, i det hele taget er kommet med på den forkerte front, hvor vi understøtter undertrykkerne i hele tre lande militært. Som om vi havde noget at skulle have sagt med vores militær.

Men det ved vennerne ikke. Propagandaens magt har taget i dem, de uendelige gentagelser gør løgn til sandhed, selv let gendrivelig statsterror (9/11 og 7/7) bor i deres hjerner som eventyrene blev – og til stadighed bliver – præsenteret. Jeg synes at det er synd for dem, at de er blevet ofre for propagandaen – og de synes det er synd, at jeg er blevet offer for paranoiaen. På en måde har de ret: Det er naturligvis mere positivt at tænke på juletræ og risengrød end på den tredie verdenskrig, som vi alligevel ikke kan forhindre (og lad så andre folks børn gøre tjeneste på den forkerte front).

Nå, det var nogenlunde det, jeg ville sige her. Jeg har gjort mange forgæves forsøg på at opklare løgnen og jeg vil ikke gentage disse frustrane øvelser her, og da navnlig ikke nu. Jeg håber at du, kære papirkurv, snart vil blive fyldt op med strålende gavepapir til at overdøve disse sorte tanker.

Glædelig Jul!

John