Julehistorien 2004
Denne jul skulle blive anderledes. Vi havde
allerede aftalt at tilpasse os den nye verdens vilkår: De rige
bliver stadig
rigere medens vi andre kun bliver talrigere. Altså drejede det
sig nu om at
lave julegaver til hinanden, ligesom i gamle dage, ikke at købe
nogle færdige.
Nå ja, så håbede vi jo stadig at Julemanden ville
give et bidrag, nu hvor vi
for første gang havde sendt ham ønskesedlen per E-Mail.
Men juleaften kom og
gik, uden at vi så nogen spor af Julemanden. Første og
anden Juledag gik, og
efterhånden holdt vi op at tale om ham – måske skammede vi
os også over, at vi
ikke havde vist os færdige til at få besøg dette
år.
Overraskelsen
var derfor stor, da det pludselig sent om aftenen ringede på
døren. Jeg gik ud
og lukkede op og der stod han, ikke til at tage fejl af, og dog forekom
han
ligesom mere hærget i år. Der manglede det rette hjertelige
tonefald, ja, det
forekom mig at han ligesom snerrede sit ”Glædelig Jul,” uden spor
af
”Jo-ho-ho.” Mit eget svar hed ganske vist ligeledes ”Glædelig
Jul,” men den
overraskede stemme afslørede at det snarere drejede sig om
”Bedre sent end
aldrig!”
Julemanden
skyndte sig at forklare grunden til forsinkelsen, som samtidig var
årsagen til
at han sparede sig turen ned gennem skorstenen: ”Ja, jeg er uden egen
skyld i
ikke at kunne komme rettidigt. Mine naboer ved Nordpolen,
Militærbasen ved
Thule, har været helt utålelige i den sidste tid. Min
telefon bliver afhørt,
min post censureret og min eMail er ledt om over Atlanta. Men det var
kun
småting i sammenligning med hvad der skete sidste uge. Jeg var
på vej til
Syddanmark med julegaverne, og så blev jeg stoppet ved Thule af
en
militærpatrulje. Anføreren af patruljen, en midaldrende
officer, sagde:
’Ja,
han passer lige til signalementet. Langt hvidt skæg og en
ejendommelig hue. De
er anholdt, og rør ikke ved disse eksplosive genstande eller
hvad der så siden
er i sækken der.’
’Pas
på,’ mente en af soldaterne, ’det virker som om han har et
ordentlig sprængstofbælte
på maven.’
’Lad
os hellere skyde ham straks,’ mente en anden.
’Jamen,
hvis det nu ikke er en terrorist?’ indvendte en tredie.
’Hvis
vi skyder ham, så var det en
terrorist, ellers havde vi vel ikke skudt ham,’ svarede den anden.
’Det
er da også længe siden, vi har haft det lidt skægt.
Jeg synes også, at vi skal
skyde ham,’ indvendte en fjerde soldat.
Men
officeren frelste mig: ’Jeg har ordre til at tage den
langskæggede levende; og
hvad mavebæltet angår, sådan et har alle mænd
der regelmæssigt besøger McDonalds
her ved Thulebasen. Som mistænkt
terrorist har De ingen rettigheder og vi skal snart få munden på
gled’ Jeg blev bragt derhen, altså til basen, ikke
til
McDonalds, og der blev jeg kastet i en celle. Jeg var desværre
den eneste og de
tre døgn jeg var der var som tre år. Ja, det var forresten
også hvad en af
vogterne nævnte, at terrormistænkte godt kunne holdes
fængslet uden dom eller
nogen officiel anklage i tre år. Det havde de praktiseret andre
steder.”
”Hvordan
slap de så alligevel fri?” indskød jeg.
”Den
danske regering var skuffet over ikke at få nogen julegaver,”
svarede Julemanden.
”De var godt nok parat til at hjælpe amerikanerne med hvad som
helst, men her
trak de grænsen!”
”Jeg
kan forså hvis De ikke er i al for god stemning overfor disse
amerikanere,”
sagde jeg uden at vide, hvilke indestængte følelser jeg
derved slap løs,
”Det
er ikke mig der skal dømme dem, men måtte de blive stillet
for en højere dommer
til at svare for deres ugerninger; og måtte dette møde
finde sted snarligst
muligt,” begyndte Julemanden. Han sagde mere af samme slags, som jeg
dog ikke
kan gentage helt præcist, da almindelig anstand forbyder mig at
gøre det. Men
vi har det på bånd, for i det samme øjeblik blev jeg
opmærksom på at min datter
stod og filmede ham.
Og
dette er altså historien bag det seneste videobånd fra den
langskæggede.
Inserted
October 31, 2004