Julehistorien 2004

Sancta  bin  Claus

Denne jul skulle blive anderledes. Vi havde allerede aftalt at tilpasse os den nye verdens vilkår: De rige bliver stadig rigere medens vi andre kun bliver talrigere. Altså drejede det sig nu om at lave julegaver til hinanden, ligesom i gamle dage, ikke at købe nogle færdige. Nå ja, så håbede vi jo stadig at Julemanden ville give et bidrag, nu hvor vi for første gang havde sendt ham ønskesedlen per E-Mail. Men juleaften kom og gik, uden at vi så nogen spor af Julemanden. Første og anden Juledag gik, og efterhånden holdt vi op at tale om ham – måske skammede vi os også over, at vi ikke havde vist os færdige til at få besøg dette år.

       Overraskelsen var derfor stor, da det pludselig sent om aftenen ringede på døren. Jeg gik ud og lukkede op og der stod han, ikke til at tage fejl af, og dog forekom han ligesom mere hærget i år. Der manglede det rette hjertelige tonefald, ja, det forekom mig at han ligesom snerrede sit ”Glædelig Jul,” uden spor af ”Jo-ho-ho.” Mit eget svar hed ganske vist ligeledes ”Glædelig Jul,” men den overraskede stemme afslørede at det snarere drejede sig om ”Bedre sent end aldrig!”

       Julemanden skyndte sig at forklare grunden til forsinkelsen, som samtidig var årsagen til at han sparede sig turen ned gennem skorstenen: ”Ja, jeg er uden egen skyld i ikke at kunne komme rettidigt. Mine naboer ved Nordpolen, Militærbasen ved Thule, har været helt utålelige i den sidste tid. Min telefon bliver afhørt, min post censureret og min eMail er ledt om over Atlanta. Men det var kun småting i sammenligning med hvad der skete sidste uge. Jeg var på vej til Syddanmark med julegaverne, og så blev jeg stoppet ved Thule af en militærpatrulje. Anføreren af patruljen, en midaldrende officer, sagde:

       ’Ja, han passer lige til signalementet. Langt hvidt skæg og en ejendommelig hue. De er anholdt, og rør ikke ved disse eksplosive genstande eller hvad der så siden er i sækken der.’

       ’Pas på,’ mente en af soldaterne, ’det virker som om han har et ordentlig spræng­stofbælte på maven.’

       ’Lad os hellere skyde ham straks,’ mente en anden.

       ’Jamen, hvis det nu ikke er en terrorist?’ indvendte en tredie.

       ’Hvis vi skyder ham, så var det en terrorist, ellers havde vi vel ikke skudt ham,’ svarede den anden.

       ’Det er da også længe siden, vi har haft det lidt skægt. Jeg synes også, at vi skal skyde ham,’ indvendte en fjerde soldat.

       Men officeren frelste mig: ’Jeg har ordre til at tage den langskæggede levende; og hvad mavebæltet angår, sådan et har alle mænd der regelmæssigt besøger McDonalds her ved Thulebasen. Som mistænkt terrorist har De ingen rettigheder og vi skal snart få munden på gled’ Jeg blev bragt derhen, altså til basen, ikke til McDonalds, og der blev jeg kastet i en celle. Jeg var desværre den eneste og de tre døgn jeg var der var som tre år. Ja, det var forresten også hvad en af vogterne nævnte, at terrormistænkte godt kunne holdes fængslet uden dom eller nogen officiel anklage i tre år. Det havde de praktiseret andre steder.”

       ”Hvordan slap de så alligevel fri?” indskød jeg.

       ”Den danske regering var skuffet over ikke at få nogen julegaver,” svarede Jule­manden. ”De var godt nok parat til at hjælpe amerikanerne med hvad som helst, men her trak de grænsen!”

       ”Jeg kan forså hvis De ikke er i al for god stemning overfor disse amerikanere,” sagde jeg uden at vide, hvilke indestængte følelser jeg derved slap løs,

       ”Det er ikke mig der skal dømme dem, men måtte de blive stillet for en højere dommer til at svare for deres ugerninger; og måtte dette møde finde sted snarligst muligt,” begyndte Julemanden. Han sagde mere af samme slags, som jeg dog ikke kan gentage helt præcist, da almindelig anstand forbyder mig at gøre det. Men vi har det på bånd, for i det samme øjeblik blev jeg opmærksom på at min datter stod og filmede ham.

       Og dette er altså historien bag det seneste videobånd fra den langskæggede.

Inserted October 31, 2004