Dansker i Udlandet

Skrevet til "Harald Blåtand," Den Danske Klub Basel, 2001

Det er lidt svært at forklare sin position her i Lörrach (en tysk forstad til Basel). Allerede da jeg boede i Charlottenlund (det kender man ikke her, så jeg vælger at sige København), påstod jeg at de derværende „fremmedarbejdere“ risikerede at sætte sig imellem to kulturer, uden helt at føle sig hjemme i nogen af dem. Med min emigration til Tyskland for 20 år siden (og kort efter til Lörrach) gik det vel mig selv stort set på samme måde – dog med en vis forskel: Jeg er ikke helt fremmedarbejderen her, jeg yder udviklingshjælp, men desværre er de indfødte ikke særlig modtagelige for en sådan understøttelse. Og hvad angår det med kultur (enten har man den eller ej) er det blevet til en tvangstanke at få det mest mulige ud af det: Vi bor dog på et spændende sted og nyder de forskellige sprog- og levekulturer på bedst mulig måde.

Men når jeg så komer hjem en sjælden gang, opdager jeg at der dog også er en anden side af sagen: Jeg er dansker i udlandet, men samtidig udlænding i Danmark. Min optræden i hjemlandet er sket med tilpas store mellemrum til at jeg kunne fornemme de store skift der har fundet sted der. De er selvfølgelig ikke helt forskellige fra de omvæltninger, der er sket i resten af verden siden 1990, men alligevel dog noget anderledes. Og så er mit danske sprog vel heller ikke så vel bevaret som jeg gerne ville bilde mig ind. Engang var der på Fyn en der så min tyske bil og derefter konkluderede at jeg egentlig talte ret godt dansk ...

Det er lidt trist at vi danskere i hovedlandet selv er så grimme imod hinanden. Her hersker Janteloven, som Aksel Sandemose definerede den. Den hersker også i alle andre lande men er ingen steder blevet så klart defineret som i Danmark. Vis ydmyghed, din hund, og anerkend at vi dog er de bedste, så kan du måske opnå noget med os, men du skal ikke tro at du er noget. Hvis du mener at kunne noget særligt er det enten ikke originalt (så havde vi jo for længst lavet det) eller også så moderne at vi ikke kan forstå det (i bedste fald oplever du en posthum berømthed). Mange danskere har måttet slå sig igennem i udlandet fordi de ikke er blevet understøttet derhjemme. Jeg blev helt stolt af Carl Nielsen, som jeg hørte en stor udsendelse af i France Musique fornylig, men stoltheden dæmpedes noget af at de ikke undlod at fortælle, hvordan det gik ham derhjemme. Til gengæld er der mange der er „Verdensberømte i Danmark,“ som man knapt nok kender uden for landets grænser.

Men så er det jo egentlig meget rart at træffe på andre danskere her i Midteuropa. Ikke at jeg vil diske op med nogen forløjet opvurdering af nationen („vi ved jo at vi er de bedste, så hvorfor skulle vi holde det hemmeligt for de andre?“) men det er dog rart at pleje den del af kulturen, der er bundet til visse af landets særheder og så til sproget (her vil jeg være så liberal at inkludere alle jeres provinsielle dialekter). Og det er til dette brug at jeg vil ende dette lille skrift med en lovsang for vor forening, „Den Danske Club Basel,“ som har til hensigt for os alle at gøre det lidt lettere at være dansker i udlandet.

John Schou, Lörrach

Tilbage til danske historier

Tilbage til the Tunnel and the Cave
Tilbage til hjemmesidens index