Dette år
var det helt anderledes. Aldrig før har der holdt en så flot
rød sportsvogn foran vores hus. Til at begynde med håbede
jeg at naboerne så det, det skulle nok gøre dem misundelige,
mente jeg. Desværre holdt den bagefter også foran deres huse.
Bildøren åbnedes og chaufføren steg ud – eller bedre
sagt, foldede sig ud. Egentlig ikke det rette køretøj, når
man ustandselig skulle stige ind (ned) og ud (op). For vedkommende havde
ærinder i alle små hjem, hvor man troede på ham, det
var nemlig ham selv, julemanden.
Han så mig i den åbentstående hoveddør og kommenterede
selv de gymnastiske vanskeligheder: ”Ja, men så er det til gengæld
slut med at kravle ned igennem skorstenen.”
”Jamen, hvad er der dog sket med kanen og de fænomenale rensdyr?”
”Mine nye rådgivere har moderniseret det hele. Det var vel også
på tide. Vi har nu fået reformeret det hele på Nordpolen.
Den var forresten ikke helt billig, den nye slæde, men mine rådgivere
har sørget for financieringen.”
Det var lige som om der manglede noget – ja, sækken. Istedet for
rakte han mig en lille kuvert: ”Ja, det er så gaven i år; glædelig
jul!” Det stod der også på kortet, da jeg endelig fik åbnet
brevet.
Jeg tror nok, at jeg sagde tak, men skuffelsen stod malet i mit ansigt.
Formentlig var jeg ikke den første, der viste denne reaktion, for
Julemanden forklarede: ”Ja, har også privatiseret værkstedet,
det var noget rådgiverne insisterede på for at rense grundigt
ud i økonomien. Men de er meget optimistiske med hensyn til at mindske
arbejdsløsheden blandt nisserne.”
Denne meddelelse slog ind som en bombe. Jeg troede i det mindste at ’Julemandens
Værksted’ på Nordpolen var forskånet for den slags.
”Jo, det var vel på høje tid at også denne virksomhed
endelig kom til at fungere rationelt. Men de første udvirkninger
kan allerede fornemmes: For første gang overhovedet giver værkstedet
overskud. Det giver øgede midler til rådighed for aktionærerne,
der så får råd til at købe flere julegaver, så
til næste år regner vi med en stigning i produktionen, hvormed
der kan genansættes flere nisser.”
”Jamen, hvorfor skal ’Julemandens Værksted’ da overhovedet give overskud?”
spurgte jeg naivt.
”Det var selvfølgelig også nyt for mig, men rådgiverne,
der i mellemtiden har aktiemajoriteten, insisterede på, at det var
nødvendigt, for at jeg dermed kan betale en del af renterne på
udviklingslånet af.”
”Og hvad så med resten af renterne?” frembusede jeg videre.
”Foreløbig er det nødvendigt også at optage nye lån
til dem, men når virksomheden så glider, skal jeg nok betale
dem af også.”
”Nå, i værste fald må De da ty til rensdyrene.”
Julemanden så pludselig meget sørgmodig ud. Så fremstammede
han: ”Desværre, de blev slagtet og solgt som særlig delikatesse
i New York. Rådgiverne forlangte at den slags gammeldags og urentable
transportmidler skulle afhændes.”
”Glædelig Jul,” fremstammede jeg, for nu at få gjort en ende
på pinslen.
Da Julemanden kørte så jeg, at vinterens vejsalt allerede
havde sat nogle rustspor i den ellers så flotte bil. Men jeg trøstede
mig med, at hans rådgivere nok skulle financiere endnu et lån,
hvad det så siden måtte få af konsekvenser blandt de
menige nisser.