Danskerne mener at tyske motorveje må være storleverandører til redningstjenesten og giver en begrundelse for luftredningen, som øriget i Norden ikke besidder (hvoraf sluttes at det ikke er nødvendigt). Alle redningscentrer i Europa rykker oftere ud til ikke-traumatiske tilstande end til ulykker. I 1985 prøvede jeg uden held at argumentere for redningslæger i Danmark og blev konfronteret med denne mening. I et omfattende politiets statistik for trafikdræbte 1982-1996 i Kreis Lörrach fandt kun 20 af de 379 trafikdræbte deres skæbne på de to motorveje (A5 og A98), og heraf var 3 af dem fodgængere der ikke havde noget at gøre der. En af disse ulykker skal beskrives nærmere her, for der var vigtige ting at lære af den: Som de fleste af de sværeste ulykker skete også denne midt om natten, og ham der forårsagede den besad de tre egenskaber der kendetegner de fleste trafikdrab: Alkohol, høj hastig-hed og manglende sikkerhedssele.
(17) På motorvejen mod Nord, kort
før
afstikkeren til Mulhouse, blev en svær ulykke med en
‚Geistesfahrer'
meldt, og jeg blev alarmeret samtidig med to ambulancer. En beruset
mand
var lidt sent blevet opmærksom på at han på vej mod
syd
ikke skulle til Frankrig; formentlig var han også bange for at
åbne
vinduet for grænsepolitiet. Han vendte derfor bilen uden at
fornemme
at han dermed kom til at køre på den forkerte vejbane mod
syd. Det blev ikke nogen lang tur, så var han stødt
frontalt
mod en anden bil. Jeg overhalede redningsambulancen på et tidligt
tidspunkt og nåede stedet som den første, hvilket var
forbundet
med en vis ensomhed når man ellers er vant til at få
hjælp.
Der var tydeligvis tale om en større ulykke, og jeg skyndte mig
derfor til den første jeg mødte, en patient som var
bevidstløs,
med anstrengt vejrtrækning og iøvrigt indeklemt i sin bil.
Da det var vinterligt koldt, havde han en tyk læderjakke på
og det var ikke til at tænke på at anlægge nogen
infusion
(drop) med det første. Jeg håbede derfor blot at han ville
tolerere min terapi og foretog gennem det ædelagte sidevindue en
blind intubation gennem næsen til luftvejene (p.t. foreskriver
moden
intubation gennem munden, men jeg har ikke kunnet tilpasse mig). Det
lykkedes,
tuben blev klæbet fast med plaster rundt om hovedet og dermed var
han sikret for det første. Nu ankom også
redningsambulancen
og jeg gav dem besked om dels at sørge for denne patient, dels
at
alarmere helikopteren, for man kunne høre højlydte skrig
i det fjerne, og selvom jeg vidste, at også redningsambulancen
fra
Mülheim var på vej med en læge, kunne vi sikkert godt
bruge forstærkning. Vores helikopter flyver også om natten
direkte til ulykkessteder men havde på det tidspunkt ikke en
anden
læge ombord.
Nu løb jeg så ca. 100 meter videre frem,
hvor der lå en svært forbrændt men desværre
vågen
mand. Brandvæsenet var kommet i mellemtiden og i færd med
at
slukke bilvraget, men der var ikke nogen der havde ‚slukket' patienten.
At det var nødvendigt skulle for så vidt være klart
ved forbrændinger (men er det desværre ikke i Tyskland);
det
blev bekræftet da det lykkedes at overtale brandvæsenet til
at sende en stråle mod manden - det ulmede i klæderne og en
fæl røg steg op. Jeg lagde nu et drop og begyndte en slags
anæstesi med et medikament der hedder ketamin, idet det var klart
at man ved en så massiv forbrænding ikke kommer igennem med
almindelige smertemidler og vand alene. Så gav jeg en af
brandfolkene
besked på at holde infusionsflasken og en anden til at skylle med
vand fra tid til tid. Herefter fulgte politiet mig til det tredie
offer,
som lå ude i vejkanten et godt stykke fra de andre. Dette var en
ung kvinde og der var ikke andet end at slå fast at døden
var indtrådt.
Herefter løb jeg tilbage til den første
patient, men samtidig kom ambulancen fra Müllheim. Vi var
altså
to læger til to patienter, så det galdt om at beslutte hvem
der skulle tage vare på hvem. Da den første patient syntes
at være stabil - han var stadig indeklemt men brandvæsenet
arbejdede på at demolere bilen yderligere - bad jeg den nye
equipe
om at tage vare på manden her, mens jeg selv ville flyve den
svært
forbrændte patient til Zürich, et af de få centre i
Europa,
hvor han havde chance for at overleve sin ca. 95% svære
forbrænding.
Jeg gik derefter tilbage til den anden patient, hvor den ene brandmand
desværre havde trukket infusionen ud mens ham, der skulle have
skyllet
med vand, var stukket af. I det mindste havde medicinen virket,
så
han var forsunket i trance uden synlige smerter. Der var nu ikke andet
for end at lægge en ny infusion centralt igennem den
forbrændte
hud og så sy den fast for at undgå gentagelser. Heldet var
med mig og jeg kunne snart efter påbegynde yderligere
infusionsterapi.
Den første patient var i mellemtiden befriet,
men hermed ændrede situationen sig totalt: Han viste tegn
på
blodmangel og kredsløbsshock. Kollegaen kom derfor hen til mig
og
foreslog ændring af prioriteterne, idet den første patient
kun kunne reddes ved hurtig operation mens den anden formentlig
nærmest
måtte betragtes som fortabt. Alligevel bad han mig som
anæstesist
også om at intubere den anden patient, da det ville lette
yderligere
brug af anæstesimidlet ketamin. Herefter drog de af mod Freiburg
og næsten samtidig landede helikopteren. Vi fløj den
første
patient til Basel hvor han døde få timer senere trods
nødoperation,
mens den anden døde dagen efter i Freiburg. Ingen overlevede den
svære ulykke, så hvad var nu meningen med vores store
anstrengelser,
kunne man spørge?
Tag så dette eksempel som bevis på, at det
ikke kun drejer sig om at redde liv. Den svært-forbrændte
patient
har virkelig profiteret af anæstesien. Om den anden også
har
haft det bedre ved intubationen, tør jeg næsten ikke tro,
men mange år sene-re kunne jeg måske også have reddet
hans liv med et andet princip, som fagfolkene ikke tror på. Det
skal
belyses nærmere i den kommende historie, men forinden skal to
andre
kommentarer bringes: Vi ændrede prioriteter, da den første
patients tilstand forværredes; og det viste sig, at det var den
første
patient, der havde forårsaget ulykken og ikke den anden, som man
havde forklaret mig. Ikke at det betød noget, for vi havde ikke
taget hensyn til det alligevel, men det er et lille vink om at
red-ningslægerne
skal overlade opklaring af sådanne forhold til politiet og kun
tænke
på ulykkesofrene som patienter, ikke som ‚skyldnere' og ‚ofre'.
Jeg var ansvarlig for 60 af de 379
førnævnte
trafikdræbte, og heraf var der lige præcis 30, der
døde
på stedet, mens 30 blev bragt til et sygehus - dog så jeg
tre
af dem først dér. Af de 27 trafikofre, som jeg behandlede
på stedet før indlæggelse, var 13 af dem ikke straks
bevidstløse efter ulykken, hvad der gør et svært
kranietraume
usandsynligt. Og af disse døde 9 af dem i løbet af kort
tid
på grund af blødning, to af dem i brysthulen - det kan vi
ikke stille noget op imod - men 7 af dem som følge af en
intraabdominal
blødning (i bughulen). Alle syv var erkendt som truet af
kreds-løbsshok
og alle var uden forsinkende manøvrer, fraset nævnte
befrielse,
bragt til et traumacenter (5 til Basel og 2 til Freiburg). Andre 3
patienter
med primær bevidst-løshed efter ulykken havde formentlig
haft
begrænsede overlevelseschancer som følge af cranietraumet,
men de døde af intraabdomial blødning unde en
nødoperation,
kort efter indbringelsen til sygehuset. De efterfølgende to
tilfælde
beskriver nogle af de nærmere omstændigheder:
(18) En 17-årig pige havde kørt bag på en motorcykel, der kørte frontalt mod en bil temmelig langt fra Lörrach. Hun blev kastet i grøften mens motorcyklens fører lå på vejen og skreg af smerter fra et brækket ben. Da jeg nåede frem havde pigen mistet bevidstheden og var i dybt kredsløbsshock. Jeg rekvirerede straks helikopteren og foretog den sædvanlige terapi, inklusive tuben som jeg jo har for vane at føre igennem næsen. Nu kom der en ældre praktiserende læge og tilbød sin hjælp. Jeg bad ham om at lægge et drop på den skrigende patient oppe på vejen, så han kunne få et middel mod smerterne, men han bedyrede at manden ikke havde brug for noget. Det samme svar fik jeg da jeg atter bad ham om det. Så indså jeg, at han slet ikke kunne lægge noget drop, det var vel det han ville give udtryk for. Da helikopteren ikke var kommet endnu, bad jeg ham om at ventilere den anden patient. Det havde han åbenbart lært, for han bøjede sig ned, flyttede den forstyrrende tube gennem næsen lidt og begyndte at give kunstigt åndedræt efter mund-til-mund metoden. Jeg trak ham væk og forklarede at der faktisk var en tube i luftvejene, men nu turde jeg ikke forlade patienten i hænderne på denne klovn, så jeg lod den unge mand bringe til det nærmeste sygehus uden nogen form for terapi - senere kom han til vores sygehus til operation. Så landede helikopteren endelig og vi fløj til Basel med pigen, der døde under en nødoperation godt en time senere. På det tidspunkt var jeg blevet fløjet tilbage til Lörrach, mens bilen blev bragt tilbage af politiet.
(19) En buschauffør havde ikke trukket håndbremsen hårdt nok og blev, da han stod og så den modsatte vej, pludselig påkørt af sin egen bus. Den havde ikke haft fart på, men manden blev presset mod nogle buske og træer og derved hårdt såret. Jeg blev kaldt fordi han var i shock og havde stærke smerter. Mens jeg forbe-redte den følgende intubation og bad om forstærkning fra redningshelikopteren kunne han fortælle mig telefonnummeret til sin kone, og at han også havde en ung søn. Han havde et åbent sår i maven hvorfra det blødte ret kraftigt. Jeg indledte anæstesien, foretog intubationen og overgav patienten til den i mellemtiden landede læge der kom med helikopteren, så blev jeg kaldt til et andet svært trafikuheld lige i nærheden. Dette var i så fald interessant ved at jeg atter måtte intubere en patient men nu vente på helikopteren fra Villingen, ca. 85 km væk, og da Basel nu var optaget skulle den pågældende flyves til det andet trauma-center i Freiburg. Senere den dag hørte jeg at manden var forblødt mindre end en time efter ankomsten til Basel, trods umiddelbar operation.
Nu kunne det være nok. Der måtte dog være en metode til at øve et tryk på blødende vener eller organer i maven på folk, når man i hundreder af år havde kunnet stille visse blødninger ved blot at trykke direkte på karrene. Det viste sig at dette var opfundet allerede. Desværre har det et forkert navn, ‚Anti-Shock Trousers,' så mange medicinere tænker at det er et universalmiddel mod shock. Hertil kommer at det bruges forkert, d.v.s. uden forudgående intubation og på en række patienter der bløder fra lungekar eller hjertet, som de jo har det med at gøre i lande hvor mennesker ofte skyder på eller stikker i deres medmennesker. Ikke mærkeligt, at såkaldte "kontrollerede studier" under disse omstændigheder har det med at komme til nihilistiske konklusioner (et problem jeg mødte i forbindelse med andre forhold i redningstjenesten). Det nødvendiggjorde en stenet omvej til selve videnskabsmetodikken, vanskeliggjort ved at jeg modsage den gældende tro - videnskab kan være tolerant, men tro er det ikke. Selvom jeg kunne publicere en del indlæg mod den tendens at lade hånt om logiske konklusioner hvis et "kontrolleret" studie siger det modsatte, må jeg acceptere at have tabt denne kamp (og skulle jeg have ret i mine påstande, er jeg ikke den eneste, der har tabt). Hvad den indre blødning angår, er det på trods af at vi kunne publicere to tilfælde - et tredie identisk blev mødt senere - hvor patienterne i dybt kredsløbsshock, kort før de ville være døde af blødning fra aorta (hovedpulsåren), kunne stabiliseres og opereres i Basel, i disse tre tilfælde med deres overlevelse til følge. Egentlig skulle man mene, at når denne metode er effektiv til at trykke på aorta, måtte den også være brugelig til andre blødninger med mindre tryk. Med den nu dominerende hang til "kontrollerede" studier uanset disses ofte fejlfulde konklusioner, så det er tvivlsomt om jeg kan nå videre med dette initiativ og udviklingen af det i og for sig logiske red-ningsmiddel hertil. (se også under "redningsteknik").
Nyheder vs. gammel standard
En tilsvarende frustration oplevede jeg med min
interesse
i et nyt forbedret genoplivningssystem, der blev indført
på
baggrund af en historie fra San Francisco. Nu er amerikanske
læger
jo ikke dem, der har for vane at opfinde nye metoder i den
præhospitale
redningstjeneste - sådanne strider jo automatisk imod
gældende
retningslinier, - så det skal siges til deres undskyldning at det
var helt almindelige mennesker der brugte metoden for første
gang:
En mand faldt om med hjertestop på toilettet. Hustruen havde, som
så mange amerikanere, lært noget om genoplivning, men da
hun
ikke kunne få manden ud fra toilettet alene, tog hun (efter at
have
slået alarm, naturligvis!) den derværende sugeklokke og gav
hjertemassage med den, uden at bekymre sig om ventilationen af
lungerne.
Det tog mindst 10 minutter for redderne at nå frem og overtage
genoplivningen
på en mere professionel måde. Jeg kan forestille mig at de
lo meget af hvad de havde forefundet og arkiverede sagen under "lystige
oplevelser". Genoplivningen lykkedes iøvrigt så godt at
patienten
kunne udskrives i en god tilstand.
Et halvt år senere var sønnen alene hjemme
med faderen, da denne på ny fik hjertestop, denne gang i stuen.
Sønnen
havde lært en-hjælper genoplivningen, men han blev hurtigt
udmattet, uden at det syntes at ændre på faderens
situation.
Så var det at han erindrede sig at moderen havde fortalt om
sugeklokken
pa toilettet, og han hentede nu den og genoplivede på samme
måde
som det var fortalt. Igen tog det mindst 10 minutter efter
alarmeringen,
inden redningstjenesten nåede frem, og igen lykkedes det at
genoplive
patienten komplet. Men så var det at sønnen om aftenen
sagde,
at sådan en sugeklokke burde der hænge ved enhver seng
på
intensivafdelingen. Jeg véd ikke hvad der blev svaret, men jeg
kan
forestille mig at det var noget i retning af: "Hør, min gode
mand,
nu skal De først lære hvordan man genopliver rigtigt,
inden
de kaster Dem over at udvikle noget nyt." Desværre er det den
holdning,
man har bevaret indtil i dag. Da man ikke kunne snakke manden væk
fra at hævde den dobbelte succes, tog en af lægerne
oplevelsen
med hjem. Hvorlænge den gærede, ved jeg ikke, men pludselig
forstod han at denne form for genoplivning løser et pro-blem,
som
den traditionelle metode skaber, nemlig det stærkt
forøgede
tryk i brysthulen, som især behindrer blodets tilbageflydning fra
hjernen. Denne metode, alternative compression-decompression (ACD),
har i virkeligheden fire egenskaber: 1) Genoplivningen kan effektiveres
ved at der suges mere blod til hjertet før det pumpes ud; 2)
både
det bedre afløb af blodet fra organerne og den forbedrede
virkning
af hjertemassagen medfører at hjerne- og nyrefunktionen bedres,
dvs. chancen for at overleve kan øges også hvad
hjernefunktionen
angår; 3) også hjertet selv bliver lettere at genoplive; og
endelig 4) sørger ACD også for en vis ventilation - den
første
patient overlevede uden at der var nogen der pustede luft i ham de
første
10 minutter.
Jeg blev præsenteret for denne nyhed på en
kongres i Budapest i sommeren 1992 og fik fat i den første
model,
der blev brugt i Tyskland. Det følgende år kunne vi
præsentere
det første europæiske materiale på 3 internationale
kongresser - amerika-nerne havde et forspring og var hurtigere, - men
så
opstod problemerne: Det blev nu forlangt, at ACD skulle bruges
ifølge
de gældende retningslinier, og derefter at den forbedrede
overlevelse
skulle påvises ved studier, der indeholdt kontrolgrupper - med
andre
ord, først skulle metoden bruges forkert, og derefter skulle
overlevelsen
påvises i insufficient små studier, der tilmed indebar en
langt
længere hospitalstid end der var tale om at undersøge.
Endnu
inden jeg havde fået mit apparat i hånden, var jeg klar
over
at det skulle anvendes med en væsentlig ringere takt (40-60/min)
end konventionelt (80-100/min), og at man herover skulle passe på
at give ventilationen samtidigt med kompressionen for at få noget
ud af dekompressionen ("sugningen"). For mig at se var det atter et
eksempel
på, at når man bruger et nyt princip forkert, vil et
kontrolleret
studie heraf vise at det ikke virker.
(20) Et eksempel på genoplivningens
grænseområde
var en udrykning jeg havde til en lille landsby i
Markgræflerland,
forlandet mellem Rhinen og det sydlige Schwarzwald. En dame var faldet
om ved vandringen og rørte sig ikke mere. Efter alarmen var
indgået,
brugte redningsvognen fra Kandern 11 minutter til at komme frem (selv
var
jeg to minutter længere om det). I al den tid havde damen ikke
rørt
sig, og der var heller ikke nogen, der havde rørt ved hende.
Hertil
skal nok lægges et par minutter, inden hendes ledsagere fandt en
telefon der kunne slås alarm fra. Det lignede altså en
rituel
genoplivning, som vi gennemførte med det nye apparat, så
nu
også disse reddere kunne prøve hvordan det virkede, for
alt
i verden vænne sig til den langsommere frekvens. Og så
lykkedes
det mod al forventning at skabe en stabil hjerterytme ret hurtigt. Jeg
var ikke på nogen måde stolt, min holdning var
nærmere,
"Undskyld at jeg har genoplivet Dem." Men nu havde jeg intuberet
patienten
og dermed var problemet at finde et sygehus, der havde en respirator
fri.
Den femte fo-respørgsel var positiv, men nu skulle vi
køre
langt med patienten. Jeg afviste tilbuddet om helikopteren, det havde
været
dyrt nok i forvejen, når der nu syntes ikke at kunne komme noget
godt ud af det efter den lange tid uden ilt til hjernen. Denne
opfattelse
måtte jeg revidere senere hen, idet patienten slap af med tuben
og
respiratoren to dage senere. Hendes hjerne havde dog taget skade, en
måned
senere talte man om at overflytte hende til plejehjem men yderligere to
måneder senere kom hun hjem. Selvom et sådant forløb
desværre er sjældent er det langt fra enestående, den
kritiske tid hvor der kan komme noget godt ud af genoplivningerne
ligger
ikke som tidligere antaget ved fem minutter men udover det doppelte.
Hvorfor
så nogen klarer det længe og andre ikke engang når
genoplivningen
sættes hurtigt ind med tilsyneladende primær succes, det er
en andet spørgsmål.
Vi behøvede ikke at vente på nogen studier
for at se værdien af ACD. Det blev pludselig interessant at
måle
iltkoncentrationen under genoplivning, en værdi vi tid-ligere kun
sjældent havde kunnet få oplyst under konventionelt CPR.
Selv
i obsolete tilfælde resulterede ACD-CPR i en smuk kurve,
endskønt
da med miserabble vær-dier. Det virkede som om denne værdi
også havde prognostisk betydning, altså kun en god
værdi
efter et par minutter ACD ville resultere i succes. Men alt det kom jeg
ikke videre med. Det var umuligt at publicere vores resultater, i
stedet
for kastede jeg mig ud i en anden disput om den præhospitale
forskning.
Her er der i den engelske version indsat en ny case-report om fibrinolyse, som endnu ikke er oversat til dansk
Frustration med forbrændinger
Forbrændinger har til enhver en tid givet mig
den
frustration at jeg véd hvad der hjælper (et punkt hvor
danske
læger tidligere har gjort en stor indsats) men det bliver ikke
rigtigt
brugt. Måske fordi det bare er kølende vand, længe
nok.
Enhver der har brændt fingeren - altså næsten enhver
- ved hvor godt det er at holde den i et glas vand, og der bliver den
en
times tid. Ved lidt større forbrændinger begyndes
også
med vand, men efter et kvarters tid begiver man sig afsted til
sygehuset
og fortryder undervejs at have forladt den smertestillende kilde. Men
ved
de sværeste forbrændinger kommer der en læge, som
ikke
tror på den slags simple midler. Dels har der ikke været
studier
over emnet i mange år, dels mangler der et firma der
understøtter
sagen og tjener penge på den (ikke engang vandværket vil
være
med her) og endelig har tyske forbrændingskirurger i årevis
advaret mod følgerne af en underkøling af hele patienten,
især når det drejer sig om børn. Derfor anbefales
der
i Tyskland kun 15 min vand, så når redningslægen
når
frem er det efter dennes mening allerede for sent.
Uden at ville trætte læseren med medicinske
detailler skal det lige nævnes at den lokale køling ikke
kun
bedøver smerterne og slukker resterende ild i klæderne,
den
fører også til en begrænsning af både
udbredelsen
i dybden og sværhedsgraden i det hele taget. Herudover
begrænses
vævets reaktion, både hvad optagelsen af vand og
frisætningen
af forskellige uønskede substanser angår. Men det
forudsætter
egentlig en køling der varer en god time. Af denne grund har jeg
foretrukket at bruge denne tid på stedet når der var tale
om
en isoleret, svær forbrænding, fremfor at skynde mig
væk,
hvad der jo kun kan glæde tilskueren. Jeg kan ikke afvise at
denne
behandling fører til en vis nedkøling af patienten, kun
at
dette har nogen større betydning for det videre forløb
(igen
med et vist forbehold for småbørn). Men lad os nu betragte
et eksempel, hvor vandets smertestillende virkning skulle kunne
overbevise:
(21) En varm, solrig højsommerdag truede en ca. 40-årig kvinde i en kolonihave med at hælde benzin over sig og tænde ild i det. Det var der ikke nogen der troede på - indtil hun så gjorde det. En usædvanlig klar alarmering gjorde at jeg blev alarmeret samtidig med ambulancen. Da jeg skulle køre ca. 15 km længere, udnyttede jeg radioen til at inskærpe nødvendigheden af at skylle de forbrændte områder, i hvert fald indtil jeg kom. I forvejen havde hjælperne ikke så langt til haveslangen, så der var nærmest tale om at fortsætte hvad der var begyndt. Da jeg kom, fik jeg den overraskelse at patienten var næsten 100% forbrændt men iøvrigt fuldstændig ved bevidsthed og nok skulle sørge for at dreje sig for at få vand over hele kroppen, hvorunder hun ikke havde særlige smerter. Så fortsatte vi med det en tid, alt imens vi søgte et sygehus med forbrændingssenge og lagde et drop. Zürich havde ikke plads men Basel sagde til, og først da rekvirerede jeg helikopteren. Nu kunne vi jo ikke blive ved med at sprøjte vand på den måde, og da det var klart at disse forbrændinger på et tidspunkt ville give de stærkeste smerter, forberedte jeg intubationen (gennem næsen) og hermed forbundne anæstesi.
Fig 3: Patienten (i anæstesi) bringes til helikopteren (21).
Nu kan man forestille sig hvilken virkning det har,
på
en varm søndag, hvor alle er ude og ellers ikke har noget at
tage
sig til, at ambulancen, brandvæsenet, politiet, jeg selv og til
sidst
så helikopteren gør akustisk reklame for at der her er
noget
at kigge på (jeg skulle måske have solgt mine bøger
ved den lejlighed?). Da helikopteren landede, havde vi lejret patienten
og erstattet haveslangen med fugtige (til stadighed besprøjtede)
klude. For så vidt en perfekt udrykning, havde den blot
også
haft en positiv udgang, men det fik den ikke.
Den næste dag ringede de fra Basel og bad mig
afhente
patienten til vores egen intensivstation, da de ikke gav hende nogen
chancer
med så udbredte 3° forbrændinger (altså dog
dybere
end jeg havde troet). Det var en selvfølgelighed at vi gjorde
det
- Basel er dog udland for os, og når de ikke havde noget
særligt
at byde på, var det også i vores interesse hurtigst muligt
at aflaste deres intensivstation, ligesom der var formelle grunde til
at
bringe døende patienter tilbage til deres hjemland. Patienten
var
stadig forsynet med min tube og havde medikamenter til en vedvarende
anæstesi
- i det mindste havde hun på den måde ingen smerter. Hun
døde
få timer efter overførslen.
Næste kapitel:
Redningsteknik