Julehistorien
2005
Længsel efter Julemanden
”Kan du huske den gang vi arbejdede
mindre end
fyrre timer om ugen?” spurgte ham der hed Karl, tydeligvis allerede
lidt
løssluppet selvom han kun havde fået to øl.
”Var
det ikke i forrige årtusind?”
”Nu
skal man være glad hvis man overhovedet får lov til at
arbejde, selv om det så
nærmer sig 50 timer for den regulære arbejdstid.”
Den
anden mand, Hans, havde lige bestilt den tredie runde – altså den
tredie, jeg
var vidne til. Jeg havde egentlig intet at gøre i de kredse, men
bilen var
trådt i en uvarslet strejke lige foran den lille bæverding,
og når jeg nu
ventede på hjælp kunne jeg lige så godt tage mig en
kop kaffe, troede jeg. Men
kaffe var ikke noget, de serverede dér, og da jeg principielt
set ikke drikker
øl i arbejdstiden måtte jeg tage til takke med en sodavand
– det havde de
heldigvis.
”Den
koster det samme,” havde værten sagt, ”er du så sikker
på, at du alligevel ikke
vil have en øl?” Han forstod på tydeligvis ikke min
sikkerhed.
Jeg
lyttede videre efter de to. Hvad mon grunden var til, at man kunne
finde mænd i
midten eller slutningen af fyrrerne på en restaurant, for nu at
sige det fint,
midt om eftermiddagen? Som om jeg havde rejst spørgsmålet,
var det nu det, der
blev svaret på:
”Noget
nyt fra beskæftigelsesfronten?” spurgte Karl.
”Du
véd da, at når man nærmer sig 50 er der ikke noget
at hente dér,” svarede Hans
med tydelig ærgrelse over det overflødige
spørgsmål. ”Og det er lige som om
øllen smager dårligere, når man nu snakker om det.”
Karl
lod bomben springe: ”Jeg fik ellers et job. Men jeg er jo også to
år yngre.”
”Hvad
laver du så her? Hvorfor er du ikke på arbejde?”
”Bare
rolig, det er overstået. Det var en ren formalitet, jeg var der
ikke mere end
en time, så havde jeg min fyringsseddel, nu kan jeg stemple
videre en vis tid.”
”Jeg
havde taget jobbet, ligegyldigt hvad det så var,” ytrede Hans.
”Nej,
det havde du ikke, ikke det snavsede kloakarbejde til den latterlige
løn. Men
det var også kun en formalitet fra arbejdsgiverens side, så
vi forstod os
prægtigt.”
”Jeg
har hørt at de, der har arbejde, nu snart får mindre
ferie.”
”Hvad
skal man da også bruge ferie til, når man alligevel ikke
har nogen penge at
rejse for,” bemærkede Karl.
”Skatterne
stiger igen!”
”Det
har de gjort lige siden vikingetiden.”
”De,
der har arbejde, bliver først pensioneret to år senere.”
”Det
er der stadig mere end tyve år til for dit vedkommende – og jeg
tvivler på, at
arbejdsmarkedet ser ret meget til dig i den tid.”
Jeg
begyndte at filosofere over, hvilke temaer de to ellers kunne udveksle,
fraset
tingenes triste tilstand, de stadigt forværrede arbejdsforhold i
det tredie
årtusind, efter at så småt alt, hvad der var
opnået i det foregående,
efterhånden var ved at blive afskaffet igen. Så
hørte jeg dem tale om en, der
hed Jakob. Han var åbenbart alvorligt syg.
”Ved
du hvad leverværdier er ?”
spurgte
Karl frotroligt.
ӯh
... nej,” trak Hans på det – man vil jo ikke indrømme at
man er uvidende.
”Jakobs
er over tusind!” fortsatte Karl betydningsfuldt.
”Orv,”
sagde Hans, tydeligvis imponeret. Det skålede de så
på.
Min
sodavand var længst blevet tom, og der var stadig ikke kommet
nogen mekaniker.
Jeg må have befundet mig i en trance, uvist i hvor lang tid.
Pludselig så jeg
op, lige i hovedet på en ældre mand med en rød
kvasthue. ”Johoho, det var bare
de fire tændrør, der var kokset, jeg har skiftet dem alle
sammen. De kan køre
med det samme, motoren får som en symaskine.” Han udnyttede sit
ærværdige
udseende og sæson’en, her mod slutningen af december, til at
ligne en vis ældre
sæsonarbejder.
”Dejligt,
jeg var ved at blive nervøs for min stilling, med løn,
fast arbejdstid som i
gamle dage, betalt ferie og pension med 65.”
Jeg
sagde det højt, for at de to flittige øldrikkere
også kunne høre det. De var
vel ikke særligt imponerede. Karl kommenterede begivenheden blot
med, ”det kan
man da kalde længsel efter julemanden,” og så gik de videre
med den fjerde –
eller var det i mellemtiden allerede den femte – omgang.