Det var en iskold aften,
årets første sne lå stadig på vejene. Vinduet
til haven var dækket med is indvendigt, det var nemlig stadig af
den gamle slags, her hvor der alligevel ikke var nogen der så det.
De andre var med termoruder og helt klare at se igennem. Alligevel, rigtigt
varmt var det ikke. Det skyldtes nok, at vi havde spjældet åbent
til kaminen, uden at der var tændt op i denne. Larsen havde sagt,
at det var meget vigtigt at vi skulle være forberedt på denne
måde, og iøvrigt skulle vi forholde os helt stille. Vi sad
derfor helt i mørket og ventede, Larsen og jeg. Familien var gået
i seng, efter at have fået tilfredsstillet dagens traditionelle behov
og nu, hvor klokken nærmede sig to om natten, var det vel rimeligt
at gå ud fra at de alle sov dybt og trygt. Ja, det var da også
svært selv at holde sig vågen, her i sofaen.
„Shhh,“
tyssede Larsen på mig. Eller rettere sagt, han vækkede mig,
og grunden til, at han gjorde det på denne måde, må vel
have været, at jeg havde snorket. „Jeg synes at jeg kan høre
lidt støj,“ fortsatte han.
Hvad der nu straks
efter fulgte, var ikke en støj man måske syntes lige akkurat
at kunne høre, her blev den helt uoverhørlig. Den afsluttedes
med et plumps, og så var vi pludselig tre i stuen. Det vil sige,
et kort øjeblik var vi kun to, der vidste at vi var tre, men så
tændte Larsen lyset:
„Hænderne
op,“ sagde han bryskt og pegede på den fremmede med sin tjenesterevolver.
Den fremmede
gjorde ikke modstand, men stak langsom hænderne i vejret. Derved
løsnedes hans greb sig om en sæk, som han havde holdt bag
på ryggen. Denne faldt på gulvet med et brag, og man kunne
også fornemme lyden af knust glas.
Mig undrede
det nu lidt at den fremmede, trods turen ned gennem skorstenen, ikke var
sort som en neger, men både hvad hud, hår og klæder angik
så ud som om han lige var kommet ind ad døren. Sidenhen, da
alt var forbi og jeg fik tid til at tænke nærmere over det.
undrede det mig, at manden vel egentlig var for gammel til den slags akrobatiske
løjer. Hans buskede lange øjenbryn forrådte en betydelig
alder, men navnlig det hvide skæg gjorde det klart, at det her drejede
sig om en ældre mand. Og mens man af en natlig indbrudstyv kunne
forvente en bedre camouflage, havde denne delinkvent en rød kåbe
på.
„Nå,
lad os så se hvad De har gemt i sækken,“ sagde Larsen, „lad
os se, denne æske her kan vi jo starte med at kalde bevismiddel A.“
Jeg kiggede
selv ned i sækken: „Undskyld, Herr Larsen, men der er faktisk ikke
noget at dette her, som stammer fra mit hjem!“
„Om han
nu har taget det med fra sit sidste indbrud, kan da være lige meget,“
svarede kriminalassistenten, „det væsentlige er, at vi nu endelige
har taget fyren på fersk gerning.“
Disse
ord syntes at vække den gamle mand af trancen. Det kulstøv,
vi ikke havde mærket da fyren kom ned gennem skorstenen, føg
pludselig om øjnene på os. De næste mange sekunder kunne
vi ikke se en hånd for os, og da vi genvandt synet, var manden forsvundet.
Hurtigt
greb Larsen sin walkie-talkie og brølede en ordre . Udenfor ventede
en patruljevogn, som bare svarede: „Nej, vi har ikke set noget endnu.“
„Idioter,“
hvæsede Larsen, „han har været her og er stukket af igen. Han
kom ned gennem skorstenen. I må da i det mindste kunne se det køretøj,
han benytter til flugten.“
„Nå
ja, når De nu siger det,“ svarede betjenten.
„Godt,
afsted, indhent det og stop det – hvadfor et nummer har det?“
„Nnnnn-i,“
stammede betjenten.
„Ni,
ja, og hvad så mere? Sig bare at I ikke kan se nummeret fordi køretøjet
ikke er belyst.“
„Stemmer,
det er ikke belyst, men ...“
„Fint,
endnu et anklage punkt,“ svarede Larsen med en vis lettelse.
„På
den måde er der måske yderligere et anklagepunkt,“ svarede
stemmen i radioen. „Køretøjet benytter ikke de foreskrevne
veje til sin fremfærd.“
„Også
det har jeg registreret, men nu må De da snart have indhentet fyren.
Og giv mig så hans signalement!“
„Umuligt,
og vi forfølger ham da heller ikke. Det med de ni, det var, hvis
jeg må sige det rent ud ...“
„Hvad
for noget?“ brølede kriminalassistenten og vækkede dermed
resten af min familie.
„Lad
mig dog tale ud. Det var ni rensdyr, som trak en slæde, i hvilken
der sad en mærkelig gammel fyr. Og han kørte ikke, han fløj.
Jeg kunne kun se at det drejede sig om en gammel mand med skæg i
en knaldrød frakke og dito hue med en hvid knast, i det mindste
de danske farver. Du milde, at jeg skulle opleve det, jeg tror sandelig
at De har forsøgt at arrestere julemanden!“
Jeg ved
ikke om det er sandt. Jeg ved kun, at den gamle mand slap bort, og sækken
tog han med sig.
Men det år fik vi ikke
nogen julegaver.