Det var den aften, de fleste
danskere, børn som voksne, venter med størst spænding.
Den aften, hvor vi, efter at have spist en lille portion risengrød,
som traditionen byder – lige nok til at gemme de to mandler til børnene,
der hver skulle vinde en mandelgave – og selvfølgelig også
fået andre lækre ting at spise, ja den aften, hvor vi, efter
at have danset om juletræet og sjunget de smukke festsange, nu sad
foran den slukkede kamin og ventede på at få besøg.
Julemanden
er gammel, det ved alle og enhver. Men trods sin høje alder klarer
han adræt at klatre rundt på tagene, op og ned gennem skorstene
og det med stadigt tungere sække for utroligt mange besøg.
Men også julemanden kan blive forkølet, og det var netop hvad
der nu var sket. Vi vidste det ikke, før afløseren kom.
En motorstærk
bil kørte op foran huset og standsede med let hvinende dæk.
Julemanden – eller i dette tilfælde en julemand – satte advarselsblinket
til, da man egentlig ikke måtte parkere lige dér, så
sprang han ud samtidig med at bagagerummet åbnedes på spøgelsesagtig
vis (men også herpå var der en forklaring), og herfra snuppede
han en sæk og løb ind til vores hoveddør. Straks efter
ringede det på døren. Da jeg var stået op for at se
efter den uventede bilist, var jeg også hurtigt henne og lukke op.
”Det
er Julemanden A/S,” sagde en ung mand igennem det tydeligvis falske skæg.
”Ja, den gamle er blevet forkølet, så vi har måttet
overtage uddelingen i år. Her er sækken, vil De være
så venlig at skrive under her?”
Det var
tydeligvis den samme remse, han gav hvert sted han kom. Jeg var lidt befippet:
”Vi plejer da aldrig at skulle skrive under hos den gamle Julemand.”
”Tiderne
har ændret sig, nu om dage skriver man under hvor som helst. Men
jeg har travlt og kan da godt tage sækken med igen?”
”Nej,
nej, jeg skal nok skrive under,” stammede jeg og slog en ulæselig,
men strengt personlig krusedulle på stedet, der var mærket
’modtagerens underskrift.’ Jeg turde ikke tænke den tanke til ende,
hvordan børnene mon ville reagere, når julemanden forsvandt
igen med gaverne.
Julemanden
klipsede på kvitteringen med en mærkelig tang, hvorpå
der stod dato og klokkeslet, men jeg har da set én mage til hos
togkonduktøren, når jeg nu tænker mig nærmere
om. ”Det overvåges jo, hvor længe vi bruger her i firmaet.
Nå, glædelig jul alligevel, regningen for udbringningen tilsendes
Dem.” Og så var han allerede ude på gaden, mens jeg vantro
betragtede en kopi af seddelen med min underskrift på.
”Regningen
...” stammede jeg højt.
”Tiderne
skifter, der er ikke noget der er gratis mere," sagde han i det fjerne,
så smækkede bildøren og han kørte videre. Samtidigt
startede en patruljevogn, der havde overvåget, at han ikke havde
været standset mere end 3 minutter. Nej, der er intet, der er gratis
mere.
Gaverne
måtte vi selv dele ud. De var gode nok, men jeg håber ikke
næste år atter at skulle opleve de moderne tider i forbindelse
med udbringningen. Må jeg så bede om den gamle julemand, han
er da langt mere hyggelig, og så er han gratis!