I Dødens Skygge
(1) Jeg fór ud i den lille
udrykningsvogn
og var ca. 10 minutter senere i gang med den rituelle genoplivning (CPR)
af mølleren - rituelt fordi møllen lå for langt
væk
fra Lörrach til at der kunne blive noget godt ud af det, idet der
som sædvanligt ikke var nogen der havde lagt hånd på
den faldne inden vores ankomst (ambulancen var kommet kort før
mig),
og at det på den anden side var for kompliceret at forklare de
pårørende
det; tværtimod, der forventedes vel et vist
"genoplivelsesritual,"
og så er man bedre tjent ved at udføre dette. Det er den
sidste
ære der herved udvises og det kan gøres mere eller mindre
energisk: Mindre, hvis det afsluttes på stedet i løbet af
et kvarters tid, mere hvis det tager længere tid eller
anstrengelserne
medfører indbringelsen til et sygehus, så de
pårørende
ligesom kan få bedre tid til at vænne sig til at der snart
skal tages afsked. Tro nu ikke at jeg har ignoreret at der også
er
nogle der overlever deres præhospitale hjertestop, det er der
selvfølgelig
også, men det er i en anden gruppe, som den professionelle
genkender
i løbet af kort tid efter ankomsten, men så er der jo
heller
ikke tale om noget ritual.
Men tilbage til mølleren. Det tog syv minutter,
så havde han fået sin tubus og sine elektroshock, jeg havde
øvet mig i at lægge et centralt venekateter og i
mellemtiden
havde vi erfaret at den stakkels mand i det daglige var hårdt
plaget
i hjertepro-blemer efter sit andet hjerteinfarkt. De
pårørende
kunne godt indse at det var det bedste for ham, hvis man ikke modsatte
sig skæbnen, hvorpå jeg med dyb stemme forkyndte at nu,
netop
nu, var det forbi, at han ikke havde lidt under vores
hårdhæn-dede
forsøg og hvad man nu ellers plejer at sige ved sådanne
lejligheder.
Og så var det at enken syntes, at vi skulle have noget ekstra for
vores ulejlighed. De to i ambulancen fik hver en sæk mel og jeg
fik
også en, som jeg noget overrasket tog imod. Jeg tog
behørig
afsked og kørte mod Lörrach, men efter et par km blev jeg
nødt
til at standse, for jeg kom til at tænke på det gamle
ordsprog:
"Den enes død, den andens brød," og min reaktion
herpå
kunne ikke forenes med trafiksikkerheden.
Hvordan er man blevet så hårdhudet? Det er
sikkert en nødvendighed for at udføre denne
beskæftigelse,
at dens mest triste aspekter afskærmes for at der kan praktiseres
en anden menneskelighed på andre fronter. På den anden side
er det også en konsekvens af genoplivningens overdrivelse, uden
at
der i den forbindelse skal rejses nogen anklager mod de
pårørende,
som indtil få minutter forinden ikke havde gjort sig dybere
tanker
om døden. Selvfølgelig var jeg altid grebet af
døde
spædbørn, men selv dér undlod jeg at drive ritualet
så vidt at de blev indbragt til et sygehus, for i
modsætning
til de fleste voksne havde de små børn som regel
været
døde i mange timer før de blev opdaget, og det lod sig
let
fastslå. Blandt dem, som jeg mente havde en chance, var det godt
en fjerdedel der overlevede, ca. 1-2 om året. Dette i
modsætning
til de fleste redningslæger, der langt oftere bringer genoplivede
patienter til sygehusene - til en forlænget dødskamp, men
næppe oftere til deres overlevelse.
Selvom det forekommer teatralsk - det er ritualet
forresten
også, - så er det faktisk et humant aspekt, ikke at
foregøgle
de pårørende at der er noget at håbe på. De
fleste
af patienterne havde levet et godt liv og, hvis man havde haft tid til
at diskutere det med dem, ville sikkert foretrække at afslutte
det
uden medicinernes mellemkomst. I andre tilfælde var der bare ikke
noget at gøre, eller de passive tilskuere skulle vel selv have
begyndt
inden vi kom. Og så var der dem, der bare havde fået nok af
livet, uden helt at have succes med at afslutte det. Hvordan havde De
reageret
i mit sted i det følgende tilfælde?
(2) Det var lige i nærheden og jeg kom
næsten
samtidigt med ambulancen. Politiet var der allerede - det var dem der
havde
tilkaldt os - og hustruen, der kun havde tilkaldt politiet. Hendes mand
havde skudt sig i hovedet med en stor kaliber, sådan som de
gør
på film. Men hvad de ikke viser på film er, at indskuddet i
den ene tinding med udskuddet på den anden side er en dum retning
i og med at den sjældent medfører døden straks,
hvis
overhovedet. Manden levede endnu, men der manglede en væsentlig
del
af craniet - og hjernen. Hustruen skyndte at fortælle mig at
manden
var fortvivlet, fordi han næsten ikke kunne få luft
på
grund af fremskreden lungekræft. Hun viste mig også
udskrivningsbreve,
der bekræftede det. I mellemtiden havde redderne forberedt
intubation
(en tube til luftvejene for at sikre disse og muliggøre kunstig
ventilation af lungerne). De var forbløffede da jeg helt afslog
at gøre brug heraf, men så ville de i det mindste
forberede
transporten. Også det afslog jeg. Jeg fortalte at vi i dette
tilfælde
blot skulle afvente hvad der nu skete den bevidstløse og
blødende
mand. Det var for meget for den ene af redderne, som flygtede ud i
ambulancen,
mens den anden blev hos os. Det tog 18 lange minutter, og i den tid
havde
jeg rig mulighed for at overveje, hvor meget nemmere det er, bare altid
at levere den maksimale terapi. Jeg havde næppe haft det let,
hvis
nogen af de tilstedeværende havde rejst anklage for at have
undladt
at hjælpe, men det var der heldigvis ikke nogen der gjorde.
Jeg havde flere sammentræf med skydevåben,
dog altid i forbindelse med selvmordsforsøg, hvoraf der skal
berettes
om yderligere to. Hermed lærte jeg også lidt om forskellige
kalibre, skønt man aldrig kunne være helt sikker på
hvad der kom ud af det:
(3) Jeg var på vej hjem da man fortalte mig, at politiet havde omringet en villa, hvor en mand truede med at skyde sig. De forhandlede med ham ved hjælp af en anden læge, men for det tilfælde at der skulle blive skudt, kunne det være at man fik brug for mig. Jeg ventede et kvarter i nærheden og besluttede så at "den hund der gør, bider ikke", men iøvrigt kunne man hente mig hjemmefra. De næste tre timer syntes at give mig ret, men så gjorde manden det gamle ordsprog til skamme og skød sig selv, på den førnævnte måde, men med en revolver af lille kaliber. Patronen havde så lidt kraft, at den reflekteredes af craniets inderside, i stedet for at gå ud på den anden side. Jeg kom, så og intuberede, derefter gik det videre til Kantonspital Basel hvor den nærmeste neurokirurgiske afdeling residerede. Det skal nævnes, at skønt Basel egentlig er "udland," er dette funktionelt vores største forstad (eller er det omvendt?), og vi har et glimrende samarbejde med deres universitetssygehus, når det drejer sig om at overflytte hårdt sårede patienter. I dette tilfælde viste neurokirurgen mig blot CT-billederne og fortalte, at patienten næppe ville overleve de massive hjernekvæstelser, og at man iøvrigt ikke ville sætte himmel og jord i bevægelse for en selvmorder (noget schweizerne altid har kunnet sige klarere end tyskerne, der ikke synes at kende nogen grænser, når det drejer sig om at sætte himmel og jord i bevægelse for tvivlsomme sager). Om vi ville være så venlige at tage ham med tilbage igen, så kunne vi opklare formaliteterne omkring en mulig transplantation af forskellige organer i Lörrach? Det lød plausibelt, alt blev realiseret som foreslået, blot var patienten ikke hjernedød. Enden på det hele blev, at manden, efter for anden gang at have sat sig op mod prognosen, blev udskrevet til et plejehjem med svær hjerneskade. Vi er måske middelmådige medicinere men til gengæld miserable profeter; eller, som Storm-Petersen udtrykte det: "Det er svært at spå, især om fremtiden."
(4) Og så har jeg da også mødt en rigtig morder. Det var dog et lidt en-sidigt møde, han var død da jeg så ham. Han havde lige skudt sig med en pistol af stor kaliber mens hans bil endnu var i fart og først blev bremset af nogle buske. Hans skudretning var der ikke noget at kritisere på, skuddet havde haft øjeblikkelig virkning. Jeg kom til stedet inden redningsambulancen, eller flyttevognen, som vi kalder den fordi den er godt møbleret og så langsom opad bakke. Ved siden af bilen stod nogle ubarberede og fordægtigt udseende mænd. Efter på et par sekunder at have fastslået et fait accompli hvad patienten angik, sagde jeg til dem: "Gå til side, mine herrer, politiet kommer straks!" Hvortil en af dem svarede, "Vi er fra kriminalpolitiet!" og resten smilede af min misforståelse. Senere fik jeg at vide, at denne selvmorder havde myrdet to andre forinden han, skarpt forfulgt af politiet, var blevet drevet mod en vejspærring. Her havde han indset at videre flugt var umulig og så brugt sit våben mod sig selv.
(5) Ved en anden lejlighed så jeg ikke morderen men ofret, der var blevet stukket ned og lå i en blodpøl. Han var allerede død da jeg kom, og et kort, farverigt genoplivningsforsøg afsluttedes med konstateringen af at aorta (hovedpulsåren) var blevet truffet. Da det til at begynde med ikke stod klart, hvem der havde tilføjet manden dette banesår, prøvede jeg at hjælpe kriminalpolitiet ved at indskrænke kredsen af mulige gerningsmænd: "Det er ihvertfald ikke nogen af vores kirurger; der er ikke nogen af dem der arbejder så hurtigt med kniven." Med stolthed kan jeg forkynde at have haft ret: Det var slet ikke nogen læge, da gerningsmanden 2 dage senere blev anholdt.
(6) Her må jeg atter bede om undskyldning for at man med tiden bliver lidt hårdkogt, men det var svært ikke at trække på smilebåndet efter at have meddelt afslutningen på en forgæves genoplivning kl. halvfire om natten til den unge smukke dame, som så forskrækket udbrød: "Gud, så må jeg ringe til hans kone!" Men nu har jeg snakket nok om de døde, det var selvfølgelig ikke til at holde ud hvis der ikke var lidt succes en gang imellem. Dermed er ikke nødvendigvis forbundet en "livreddende" virksomhed, som er noget der ikke kan måles: De døde (f. eks. efter ulykker) ville nok være døde alligevel og tilsvarende var det kun sjældent vores skyld at de fleste overlevede, selvom der nok var en og anden imellem, hvor vi virkelig opnåede denne forskel i kraft af vores terapi. Det vigtigste - og det kan man faktisk påvise - er at det næsten altid lykkedes at mindske eller fjerne følelsen af smerte eller åndenød, også hos dem der ikke kunne reddes. Forsøget på at få redningsmedicinerne til at opgive at klassificere hvor svært syg eller såret en patient er, en umulig opgave præhospitalt, slog vel fejl, skønt det er meget lettere (og nyttigere) at klassificere vores terapi (hvad jeg så også har gjort).
(7) En enkelt anden oplevelse fra knivstikkernes verden skal nævnes. Jeg havde en gang været ude for at kunne overtale én, der truede med selvmord med en lang dolk, til at opgive sit forehavende, idet forskellige kompromis'er blev ind-gået. Denne taktik slog fejl anden gang jeg prøvede det. Om jeg så havde sagt noget forkert eller ej, pludselig slog manden til og stak sig i maven med den lange kniv. Betjentene kastede sig over ham for at undgå værre da han jo nu havde handlet mens jeg trak mig lidt tilbage for at undgå yderligere voldshandlinger. Bagefter kunne jeg så behandle den stærkt blødende mand, en lidt sær fornemmelse at indlede en anæstesi på en mand i håndjern. Vi havde ret travlt og sygehuset var ikke ret langt væk. Da vi kom frem forklarede jeg om det pludselige "hara-kiri" men det viste sig nu i modtagelsen at manden havde stukket ind ret langt oppe og at kniven, som havde frembragt et drabeligt sår i maven, var prellet af på brystbenet og forhindret værre - hvortil kollegaen sagde: "Det er kun japanerne der kan gøre Hara-Kiri!"
Fortsæt med:
Nye metoders tilfældige
frembringelser