Vel Ment (7)

De Største Ulykker

(37) Farmand vidste, at han ikke måtte køre bil, når han havde drukket for meget, men han var meget utilfreds med hustruens kørsel, og efter et højlydt skænderi besluttede han sig til at stoppe bilen ved at dreje nøglen om. Det opnåede han da også, uden at aktivere noget bremselys, og resultatet var at en større mængde biler blev indviklet i et sammenstød på en hovedvej. Jeg blev bragt ud af politiet, den vagthavende kollega var ved at tage sig af to børn inde i en redningsambulance, og da der var nok at gøre udenfor, så jeg ham aldrig dér. Problemet, når man kommer for tidligt til en stor ulykke, er at det praktisk ikke er muligt at danne sig noget overblik over patienterne, så til en vis grad startede jeg bare i den rækkefølge jeg mødte dem. Senere bliver problemet at der er for mange hjælpere til at man kan få noget overblik over dem, mens patienterne måske forsvinder i mængden. Jeg har en vis øvelse i at lægge drop og vi har nogle sikre smertemidler, faktisk en forudsætning for at skynde sig med en terapi og så forlade patienten for en tid. Den første patient havde et lårbendbrud og heril svarende stærke smerter og blev behandlet på nævnte måde. Nu kunne jeg forstå på brandvæsenet, at der var mindst 10 svært sårede, så jeg bad politiet om at give denne meddelelse videre og rekvirere passende forstærkning. Hermed var det overladt alarmcentralen at tage vare på det videre. Det viste sig, at der kom en lang række ambulancer, to helikoptere og yderligere to kollegaer. Jeg bad nu om at patienterne, for så vidt at de var befriet, blev bragt til en nogenlunde centralt liggende plads, så ville jeg bedre kunne overskue dem og prioritere deres transport, mente jeg. Det fungerede bare ikke i praksis, flere af ofrene var indeklemt, andre al-lerede bragt til ambulancer på begge sider af ulykkesstedet. Det blev nødvendigt at forbyde nogen af ambulancerne bare at køre bort uden at der også var en nødvendighed for hurtig transport, dvs. at jeg skulle se alle patienter inden de blev kørt væk. Også den næste patient var indeklemt men ved at blive befriet. Det ville imidlertid blive smertefuldt for hende at komme ud, så her kom den første piratanæstesi i brug, og det samme blev nødvendigt med en anden. Derefter var der to patienter med behov for intubation og hurtig transport, men så kom der også langsom et overblik over situationen. Helikopteren fra Basel kom og tog vare på det ene barn, der ligeledes var intuberet af kollegaen, som så ledsagede det andet barn til børneafdelingen i Lörrach. Nu kom jeg tilbage til hvad der skulle have været samlepladsen, hvor der kun var samlet tre patienter, to af dem tilsyneladende uden større traumer, men så var der også den førstnævnte patient, som det ikke var lykkedes at få tilstrækkeligt smertefri - ikke underligt med at afvinklet lårben. Under andre omstændigheder havde jeg indledt en intubationsanæstesi, men dette indbød ikke til maksimalterapi, så istedet indledte jeg yderligere en piratanæstesi i hvilken benet blev rettet ud mens patienten blev anbragt på en vacuummadras. Så sendte jeg denne patient afsted til Lörrach, mens de andre to blev givet laveste prioritet - transport med almindelig ambulance når alle andre er væk.
En af de intuberede patienter blev overgivet til en kollega fra Schopfheim, for den anden nærmede den anden kollega sig hørbart og også helikopteren fra Bremgarten var undervejs - men uden læge. Og nu, midt i det hele, gik min personsøger på ny. Jeg løb hen til vores udrykningsvogn - alle de fem overlæger havde nøgle til den - og fik besked om at tage til en ny udrykning, kun få km væk, hvor et tog havde ramt to mennesker. Nu, bagefter, ved jeg at jeg skulle have sendt den anden kollega derhen, eftersom jeg jo selv endelig havde fået overblik over denne store ulykke. Men om det så var en fejl, så gjorde jeg brug af min bilnøgle og kørte alene med udrykning til det andet sted. En ældre kvinde havde prøvet at holde en anden væk fra at kaste sig foran toget. Det var ikke lykkedes hende, og nu var hun i tilgift selv ble-vet ramt. Jeg konstaterede hurtigt døden på den ene og skyndte mig at melde at der nu kun var én at tage vare på. Men jeg stod alene med en patient, der både var i blødningsshock og forvirret, men altså ikke bevidstløs. For overhovedet at komme til at hjælpe, måtte jeg indlede en "vildkatnarkose" (med ketamin) ved en indsprøjtning i en muskel. Først efter nogle minutter blev det muligt at anlægge en infusion og de-refter gennemføre en intubation - min sjette open-air anæstesi den aften. Nu kom en redningsambulance og vi kunne endelig transportere patienten tilbage til Lörrach, hvor hun blev opereret straks, men døde to timer senere af indre blødninger.
Fra den store ulykke overlevede alle 17 sårede patienter, hvad der godt kan undre når man så hvor mange der var akut truet. Alligevel må jeg med en vis ærgrelse slå fast, at den mest alvorligt sårede var ham, jeg gav den laveste prioritet. Først da de andre 16 var kørt eller fløjet væk blev han transporteret til sygehuset i Rheinfelden, hvor man fandt en traumatisk udposning af aorta i nærheden af hjertet. Han blev derefter fløjet til Freiburg, hvor han blev opereret med et godt resultat. Dette, at den mest alvorlige tilstand kan findes blandt de tilsyneladende mindst alvorligt sårede, har jeg og mine kolleger oplevet ved flere andre lejligheder.
For at forstå vores dispositioner skal det nævnes, at det i Europa (hvor der ikke skydes og stikkes så meget) kun er få patienter der ved en sådan ulykke har behov for superakut operation, men netop derfor kan man ikke tillade ambulancer at forsvinde med mindre svært sårede, "for at lette overblikket over dem der bliver tilbage." Når undtages dem, der har første prioritet for transport, skal man bruge redderne til den næste gruppe, skal vi sige første prioritet for terapi men ikke nødvendigvis hurtig transport. Iøvrigt drejer det sig om ikke at eksportere katastrofen til et enkelt sygehus, men at fordele patienterne så godt som muligt. At det kunne gøres bedre, erfarer man altid bagefter.

(38) En gruppe franske soldater slog lejr på Rhinen's højre (tyske) bred og kom uforvarende til at lave bål over en granat fra anden Verdenskrig. Ved den efterfølgende eksplosion blev en af de unge mænd dræbt på stedet, mens talrige andre blev alvorligt såret. Det var ikke langt fra Müllheim, der selv har redningslæger, så jeg kom med vores helikopter som 2. læge til et uoverskueligt virvar. Vi enedes om at dele os, så den REGA-helikopter, jeg var kommet med, fløj en af de hårdt sårede til Basel, mens jeg blev tildelt at tage mig af to andre svært kvæstede. Der var ikke nogen der kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre med dem, men der var landet en stor fransk mandskabshelikopter, en Alouette Puma, lige i nærheden. Endvidere var en tysk helikopter undervejs. Da jeg havde medbragt min egen lægetaske, havde jeg udrustning nok til at lægge drop og foretage intubation på de to svært sårede, hvoraf den ene var bevidstløs og den anden havde et gabende sår i maven, men jeg havde kun en ventilationspose - heldigvis tillod min teknik mig at undlade ventilation efter intubationen. Jeg forklarede, at jeg agtede at flyve dem til Colmar med den ledige Puma helikopter, og vi fik bragt de to ombord, sammen med et par lettere sårede. Vi plejede at sige om REGA-helikopterne, at de havde alt i sig, undtagen plads. I Puma'en var der masser af plads, men ellers ikke noget, men Colmar var jo ikke så langt væk på den anden side af Rhinen, tænkte jeg. Altså kom vi i gang, og det varede vel ikke stort mere end 5 min at nå til Colmar, men så tog det piloten mindst 10 min at finde sygehuset, og det blev mig efterhånden pinligt kun at være i stand til at ventilere en af patienterne. Kort efter landingen og afgivelsen af de svært sårede soldater, som i øvrigt begge overleverede mødet med bomben, blev jeg afhentet at REGA med besked om at der ikke var mere for os at gøre på ulykkesstedet.
Senere hørte jeg så hvad der var sket for helikopteren fra Bremgarten. De havde fået endnu en soldat i kritisk tilstand ombord. Da de skulle flyve, spurgte en af gendarmerne, hvor de tog ham hen, og de forklarede at han hurtigst muligt skulle til et Traumacenter for akut operation, derfor valgte de Freiburg, som indtil nu ikke havde fået del i ofrene. Men nu blev gendarmen grov og viste sin maskinpistol med ordere: "Det er en fransk soldat, derfor skal han til Frankrig!" Da besætningen forstod at medicinske argumenter ikke havde noget at skulle have sagt over for de patriotiske, svarede de, at de selvfølgelig også kunne tage ham til Strasbourg, 30 min. længere væk. De fik så lov til at lette og startede med at flyve over Rhinen, som om de ville til Strasbourg; men da de var kommet uden for skudhold, foretog de en stor bue og fløj tilbage over Rhinen og til Freiburg som planlagt. Også denne unge mand overlevede, men ikke takket være gendarmeriet.

(39) I 1988 lavede nogle kåde piloter en lav demonstrationsflyvning med en fuldt besat Airbus over Mulhouse's gamle lufthavn ved Habsheim, hvor der var et luftshow igang. Det kunne have været en rekord hvis de havde fået den op igen, men haleroret blev fanget af nogle træer og flyet klaskede ned i skoven lige nord for landingsbanen. Ejendommeligt nok var der kun tre, der blev dræbt ved den lejlighed, mens ca. 150 passagerer og besætningsmedlemmer kunne reddes til den nærliggende lufthavnsbygning. Denne blev triage-sted for en gammeldags katastro-femedicinsk tackling af opgaven.
Det varede en halv time, inden den nærliggende lufthavn Basel-Mulhouse blev orienteret om katastrofen. Herfra blev informationen bragt via REGA til tyske of schweiziske enheder. Med en helikopter blev to læger fra Kantonspital Basel fløjet til stedet, mens jeg som vagthavende Notarzt i Lörrach sammen med en kollega blev fløjet derhen med en anden. Jeg glemmer aldrig synet af barakken, som sprudlede af mennesker, heriblandt en del stewardesser med tårer i øjnene (om det så var af lettelse eller fortvivlelse ved jeg ikke), og så kom der en læge hen til os og fortalte høfligt, at alle de sværest sårede allerede var transporteret til et af de to sygehuse i Mulhouse (nu en enhed) og at der ikke var brug for os mere, men tak fordi vi kom. Kunsten at afvise høfligt og samtidig umisforståeligt kendes bedst af franskmændene. Jeg spurgte om vi så ikke kunne opbyde vores helikoptere til at fordele nogle af de sværest sårede til andre sygehuse, men han forklarede at det alt sammen ikke var så galt og gennede os ud så han kunne registrere videre. Fuldstændig arbejdsløse i dette virvar, hvor ambulancerne hylende kørte frem og tilbage, spankulerede vi så ind til vraget, der i mellemtiden var brændt helt ud. Gendarmerne kiggede mistroisk på os, men da de skulle bruge en af helikopterne til at forografere det hele fra luften blev vi tolereret. Derefter fløj vi tomhændede hjem og registrerede, hvor mange vi havde kunnet mobilisere på denne søndag, inden vi så også sendte dem hjem igen. Kantonspital Basel modtog dog om eftermiddagen og aftenen flere patienter med nogenlunde stabile hvirvelfrakturer, som var bragt derhen med private køretøjer, efter at de havde taget del i den hårde landing.
Og så var vi måske bedre stillet end en katastrofe-equipe fra Bad Krozingen, som blev stoppet af Gendarmeriet ved grænsen. Jeg foretog en beretning om denne abor-tive udrykning og opnåede at diskutere den både med Lufthavnsledelsen og med lægerne ved SAMU (Societé Ambulances Medicalè et des Urgences) Mulhouse. Det kom der ikke så meget ud af, men jeg fik pointeret at selv om de ikke havde brug for vores hjælp nogensinde, ville jeg gerne tage imod deres, nårsomhelst det måtte blive nødvendigt. Hvad denne katastrofe iøvrigt havde for konsekvenser, har jeg ikke noget overblik over, men for mig selv gav den en række negative impulser.

Sidste kapitel:
Flødeskum og flaps