(40) I lang tid var fødsler min største frygt - selvom jeg har papir som ‚fødselshjælper' er vi læger, der ikke direkte er tilknyttet en gynækologisk afdeling, stort set tabt for dette område i kraft af manglende erfaring. Men med tiden fik jeg også noget af denne. I redningstjenesten har fødsler det med enten at være overstået når man kommer, eller også ikke at være nået så vidt. Den største fare er nok forbundet ved at stoppe en fødsel, der allerede er i gang. Det tætteste jeg var på en sådan oplevelse var, da jeg lige var ankommet til sygehuset med udrykningsvognen af anden grund. Nogle mennesker ankom med en skrigende, højgravid kvinde, som de prøvede at berolige. Akustisk tiltrukket erfarede jeg at fødslen var i gang. Vi skyndte os at bære hende lige ind til portnerens lille aflukke, hvor hun blev lagt på gulvet. Jeg skal aldrig glemme portnerens blege ansigt da jeg flåede bukserne af kvinden og nærmest trak et barn ud der var lige ved at blive født, som troldmanden trækker kaninen ud af hatten. Jeg bad portneren om at rekvirere forstærkning fra fødegangen men måtte dog selv gøre det, det tog noget tid inden han kunne genoptage sit arbejde. Barnet overlevede den usædvanlige fødsel uden problemer.
(41) Når vi nu talen er om frygt, kommer jeg til at tænke på den eneste udrykning jeg har haft til et slangebid. Der var ikke tvivl om at det var det, der var tale om, så jeg spurgte om slangen stadig var fri. Man kunne oplyse at den var tilbage i sit terrarium, så jeg kunne svare: "Godt, så kommer jeg også." Da det var et eksotisk dyr og det foreløbigt gik patienten godt havde jeg, sammen med den praktiserende læge der var havde tilkaldt mig, en grundig telefonsamtale med Tropemedicinsk afdeling i Basel, som dog mente at patienten var egnet til at komme til Lörrach - modgiften blev samtidigt sendt derhen. Vi kørte uden udrykning tilbage, og imens underholdt jeg mig med patienten og fik hans tilladelse til at lave lidt skæg på intensivafdelingen. Det gik ud på at jeg tog nogle gummiringe fra ambulancen ned i en plastikpose, som jeg siden holdt gemt på ryggen. Da jeg havde forklaret hvad jeg vidste, sagde jeg, "og tænk, al det besvær blev forårsaget af sådan en lille slange," og så raslede jeg pludselig med posen. De to sygeplejersker reddede sig ved flugt til en fremmed afdeling mens lægen øgede sin sikkerhedsafstand. Nogle timer senere var der ikke noget at spøge med, men patienten klarede skærene og kunne udskrives tre dage senere.
(42) "Jeg har ikke tid til at være syg nu," høres fra tid til anden. Ulykker og sygdom kommer aldrig planlagt, endsige belejligt. For den sværtsårede patient var det noget nær verdens undergang der passerede, måske endda den personificerede undergang. For mig var det nødvendigt fra tid til anden at se aspekter i ulykkerne, som de involverede absolut ikke kunne indse var morsomme. Et sådant forekom kollisionen mellem et fly og en cykel at byde på. Ved den lille flyveplads ved Rheinfelden-Herten kørte en mand på cykel over græsplænen da et lille en-motors fly skulle til at starte. Det lykkedes piloten næsten at stoppe flyet, som derved landede på næsen med halevingerne stikkende lodret op. Ved siden af vidnede en krøllet cykel om at kollisionen ikke helt var undgået, mens en svært såret mand lod formode at man også kunne overleve at støde sammen med et fly på denne usædvanlige måde. Jeg kom med helikopteren derhen men fik senere 6 timer til at gå med operationen i det nærliggende sygehus i Rheinfelden.
(43) En anden mand overlevede på cykel mødet med et rangerlokomotiv, desværre med blivende lammelser. Jeg kom hen med udrykningsvognen men rekvirerede helikopteren på stedet for at flyve den intuberede patient til Freiburg, hvor jeg forklarede om ulykken. På det dumme spørgsmål, hvem det her drejede sig om, svarede jeg: "Dette er lokomotivføreren - så skulle I bare have set cyklisten."
Da jeg kom til Tyskland i 1981, startede jeg ved
anæstesiafdelingen
i Eutin, som ligger mellem Lübeck og Kiel. Redningstjenesten var
sekundær
men tilknyttet vores afdeling med en ret stor Bell helikopter samt
redningsambulance,
men ingen separat udrykningsvogn til lægen. På den ene side
havde vi mange udrykninger, der ikke var særlig
nødvendige,
på den anden side var der også mange, hvor vores
tilstedekomst
havde været nødvendig men hvor vi ikke blev rekvireret.
Som
tidligere antydet har europæerne, og altså ikke kun
tyskerne,
aldrig gjort noget ud af dette økonomiske misforhold, der
forstærkes
ved tidsrøvende protokollering og overdreven diagnostik.
Fig. 14: Tante Fridas hjem (med kaffedrikkende piloter).
Da luftredningen var kendt i Tyskland siden 1970 skulle det egentlig være naturligt at anlægge landingspladser (helipads) ved universitetshospitalerne, men det var især dem, der var bagud, på grund af forskellige menneskelige brister der ikke skal trædes nærmere i. Når vi skulle aflevere patienter til Universitetssygehuset Eppendorf i Hamburg, måtte spillet på en nærliggende fodboldplads afbrydes (og det skete ret ofte). Vi landede, blev ladet om til en ambulance og kørte så til specialisterne, som vidste alting bedre og spurgte hvorfor nu det og hvorfor ikke det, som det vel altid har været tilfældet i universitetssygehusene. Og når vi så, efter at være blevet skældt grundigt ud, kom tilbage til helikopteren, var piloten og copiloten væk. De var ovre hos Tante Frieda. Lidt senere kom de så med fuld mund og flødeskum omkring den, og vi kunne flyve tilbage til Eutin. Jeg begyndte at blive nysgerrig efter også at lære Tanta Frieda at kende. Endelig en dag havde jeg en anden læge med. Patienten gik det egentlig godt, så jeg besluttede mig til at sende ham alene til at tage imod skraldespanden i Eppendorf, som et led i hans uddannelse, så at sige, mens jeg selv fulgtes med piloterne over til Tante Frieda's veldækkede kaffebord. Hun boede i et lille kolonihavehus på den anden side af vejen. Væggene var udsmykkede med souvenirs fra de forskellige omliggende helikopterbaser. Mens vi sad dér, blev piloterne over radioen advaret om, at en anden helikopter var i anmarsch, og snart efter kunne vi høre den lande, hvortil Tante Frieda udbrød: "Schon wieder ein Menschenleben gerettet!" Det var nok lidt overdrevet, men kagen smagte for godt til at det var værd at diskutere. Tante Frieda skyndte sig at sætte mere kaffe over, og snart efter kunne vi hilse på piloterne fra den nys landede helikopter, mens man baggrunden kunne høre en redningsambulance fjerne sig med udrykningssignal i retning af Eppendorf (som da endelig også fik sin helipad, men da var Tante Frieda også død).
Fig. 15: Helikopteren med equipe samt tante Frieda på sportspladsen.
(44) De havde det godt, vores piloter. I
Eutin
var de stillet til rådighed af Bundesgrenzschutz, som på
den
måde fik trænet deres folk på en fornuftig
måde.
Mens lægen og flyveredderen tog sig af en patient med
hvirvelsøjlebrud
efter styrt fra et kirsebærtræ, sikrede piloterne sig
skamløst
nogle kurvefulde kirsebær. Det var forresten næsten altid
kirsebærtræer,
og siden jeg har set dem brække på de mest utrolige
måder,
køber jeg kirsebær på det lokale marked og overlader
vores egne til fuglene. Efter at en af mine kolleger måtte
renoncere
med genoplivningen af en patient, fandt han helikopteren fuld af
blomster
- de var landet ved en blomsterplantage og en af piloterne skulle
giftes.
Efter at jeg kom til Lörrach, blev
helikopteren
mindre. Den er fra Schweizerische Rettungsflugwacht (REGA) og er, for
at
gøre forvirringen komplet, stationeret i Basel's lufthavn, som
ligger
i Frankrig. Indtil 1987 fløj vi den overvejende del af
udrykningerne
på tysk grund mens en læge fra Kantonspital Basel tog sig
af
Schweiz og de sjældne udrykninger i Frankrig, men overlapninger
forekom
fra tid til tid. Samarbejdet med den franske side var gnidningsfrit i
og
med at der slet ikke var noget samarbejde. De gange jeg alligevel kom i
kontakt med dem kunne jeg kun glæde mig over, at det var så
sjældent.
Dette at køre udrykningsvogn alene var
både
fascinerende og undertiden en lidt hård prøve. Jeg
udviklede
et system for ‚psykologisk krigsførelse': Regn ikke med dem i
din
egen bane, de bruger kun spejlene til kosmetiske formål, og dine
horn kan ikke overdøve 4x40 Watt. Hold dig så langt til
venstre
at de modkørende tvinges til at indse at det også
vedrører
dem, skulle de nægte, kan du alligevel lægge dig ind (det
var
navnlig denne omstændighed der gav mig et dårligt rygte).
Hvis
7 biler foran hører, bremser og kører lidt til siden skal
der nok være en 8. musikven imellem der tænker, at de
endelig
giver ham mulighed for at overhale. Skær alle de kurver du kan,
forudsat
at du ikke møder en frontal overraskelse, o.s.v. Lidt spotsk
forklarede
jeg, at man først skulle bremse når man så det hvide
i modpartens øjne, mens de, der kørte sammen med mig,
skulle
have afsluttet med livet, så de ikke sad ved siden af og skreg.
Ejendommeligt
nok havde jeg kun et mindre uheld med hjulene (en musikven besluttede
sig
ret sent til alligevel at overhale så jeg blev tvunget op
på
midterrabattens kantsten), men der var selvfølgelig også
nogle
gange, hvor jeg fastslog at nu var det ganske vist gået godt,
dette
her, men det skulle jeg aldrig gøre mere.
Et særligt problem var, at finde vej og husnummer, især
når
man var alene og når det var mørkt. Det var ikke nogen
garanti
at ambulancen var kommet først, for den havde det med at gemme
sig
i indkørsler og baggårde, og når jeg bebrejdede dem,
at de ikke havde ladet blålyset tændt, var det altid som om
jeg havde sagt det til en ny mand. Tilsvarende, forresten, når
jeg
spurgte hvorfor det havde taget så lang tid med at efteralarmere
lægen efter ambulancens ankomst, så var det næsten
altid
på grund af en akut forværrelse, noget der var svært
at argumentere imod da det sikkert en sjælden gang passede. En
dag,
da jeg kørte rundt og ledte efter det passende husnummer,
udbrød
jeg fortvivlet i radioen, "hvem der bor her har ikke fortjent at blive
reddet!" Det lavede jeg så et diapositiv af til et foredrag: "Do
you deserve rescue when living in an idyllic place? (no number, no
name,
crooked street)" Da jeg kom hjem, blev det mig langsomt pinligt at
vores
eget lille nummer heller ikke var noget forbillede, som det nu sad
diskret
oppe på husvæggen, langt fra indgangen, så for ikke
at
blive beskyldt for hykleri, bestilte jeg et større nummer, som
jeg
så anbragte lige ved indgangen. Det er måske klart, at man
ikke forbereder sig til at få brug for hjælp, men netop
derfor
bør det ad administrativ vej gøres til en pligt at
være
nem at finde en adresse. Hvad jeg har set af eksempler på det
modsatte,
trodser enhver beskrivelse.
Fig.16: Af en hyklers bekendelser: Den sene forbedring af husnummeret (men til gengæld var jeg måske den eneste i byen der gjorde det).
Min sidste udrykning som redningslæge i 1997 var i øvrigt en god anledning til at stoppe på: En succesfuld genoplivning af en midaldrende mand. Men selvfølgelig har jeg i de forudgående beretninger også misbrugt muligheden til at bortcensurere visse udrykninger, hvor jeg har gjort en mindre heldig figur. Til gengæld kan man så læse nogle af dem som case-reports i min lærebog om redningstjenesten - det skulle jo ikke være nødvendigt at vi alle skal gøre de samme fejl for at lære af dem (men jeg har nu heller ikke selv begået alle de fejl der oplistes dér).
Afsluttende må jeg alligevel sige, at det var en spændende tid. Der var få problemer på skadestedet, for når man ved, hvad der kan gøres, har man ikke tid til at fortvivles ved opgaven, det er faktisk en positiv oplevelse at kunne yde noget dér, hvor andre måske ikke kan. Det var selvfølgelig vigtigt på den ene side at være i stand til at improvisere, på den anden side at erstatte stereotypt forekommende situationer med en mere programmeret handlemåde. Og netop ved at mene at have fundet svaret på mange problemer, kom jeg ud for betydelige frustrationer, både på lokalt og på internationalt plan. Det er ikke blevet bedre ved, at der nu er mange der findes på denne scene, snarere tværtimod, det er nu sværere at komme igennem med alternative forslag, der er ingen der synes at have brug for dem. Selvom jeg er holdt op med det spændende præhospitale arbejde, er det ikke fordi jeg savner det så meget. Andre er nu rykket ind for at tage min plads, så jeg efterlader ikke noget vacuum, og efter 17 års "frontarbejde" kan man vel tillade sig at søge roligere græsgange.
Oversigt over kapitler med link:
I dødens skygge
Nye metoders tilfældige
frembringelser
Kunne de have været
reddet?
Nyheder vs. gammel standard
Frustration med forbrændinger
Redningsteknik
Et snavset job
Åndenød
Problemer tårner sig op
De største ulykker
Flødeskum og flaps
Tilbage til homepage-index