Julehistorien 2005

Længsel efter Julemanden

”Kan du huske den gang vi arbejdede mindre end fyrre timer om ugen?” spurgte ham der hed Karl, tydeligvis allerede lidt løssluppet selvom han kun havde fået to øl.

       ”Var det ikke i forrige årtusind?”

       ”Nu skal man være glad hvis man overhovedet får lov til at arbejde, selv om det så nærmer sig 50 timer for den regulære arbejdstid.”

       Den anden mand, Hans, havde lige bestilt den tredie runde – altså den tredie, jeg var vidne til. Jeg havde egentlig intet at gøre i de kredse, men bilen var trådt i en uvarslet strejke lige foran den lille bæverding, og når jeg nu ventede på hjælp kunne jeg lige så godt tage mig en kop kaffe, troede jeg. Men kaffe var ikke noget, de serverede dér, og da jeg principielt set ikke drikker øl i arbejdstiden måtte jeg tage til takke med en sodavand – det havde de heldigvis.

       ”Den koster det samme,” havde værten sagt, ”er du så sikker på, at du alligevel ikke vil have en øl?” Han forstod tydeligvis ikke min sikkerhed.

       Jeg lyttede videre efter de to. Hvad mon grunden var til, at man kunne finde mænd i midten eller slutningen af fyrrerne på en restaurant, for nu at sige det fint, midt om eftermiddagen? Som om jeg havde rejst spørgsmålet, var det nu det, der blev svaret på:

       ”Noget nyt fra beskæftigelsesfronten?” spurgte Karl.

       ”Du véd da, at når man nærmer sig 50 er der ikke noget at hente dér,” svarede Hans med tydelig ærgrelse over det overflødige spørgsmål. ”Og det er lige som om øllen smager dårligere, når man nu snakker om det.”

       Karl lod bomben springe: ”Jeg fik ellers et job. Men jeg er jo også to år yngre.”

       ”Hvad laver du så her? Hvorfor er du ikke på arbejde?”

       ”Bare rolig, det er overstået. Det var en ren formalitet, jeg var der ikke mere end en time, så havde jeg min fyringsseddel. Nu kan jeg stemple videre en vis tid.”

       ”Jeg havde taget jobbet, ligegyldigt hvad det så var,” ytrede Hans.

       ”Nej, det havde du ikke, ikke det snavsede kloakarbejde til den latterlige løn. Men det var også kun en formalitet fra arbejdsgiverens side, så vi forstod os prægtigt.”

       ”Jeg har hørt at de, der har arbejde, nu snart får mindre ferie.”

       ”Hvad skal man da også bruge ferie til, når man alligevel ikke har nogen penge at rejse for,” bemærkede Karl.

       ”Skatterne stiger igen!”

       ”Det har de gjort lige siden vikingetiden.”

       ”De, der har arbejde, bliver først pensioneret to år senere.”

       ”Det er der stadig mere end tyve år til for dit vedkommende – og jeg tvivler på, at arbejdsmarkedet ser ret meget til dig i den tid.”

       Jeg begyndte at filosofere over, hvilke temaer de to ellers kunne udveksle, fraset tingenes triste tilstand, de stadigt forværrede arbejdsforhold i det tredie årtusind, efter at så småt alt, hvad der var opnået i det foregående, efterhånden var ved at blive afskaffet igen. Så hørte jeg dem tale om en, der hed Jakob. Han var åbenbart alvorligt syg.

       ”Ved du hvad leverværdier er     ?” spurgte Karl frotroligt.

       ”Øh ... nej,” trak Hans på det – man vil jo ikke indrømme at man er uvidende.

       ”Jakobs er over tusind!” fortsatte Karl betydningsfuldt.

       ”Orv,” sagde Hans, tydeligvis imponeret. Det skålede de så på.

       Min sodavand var længst blevet tom, og der var stadig ikke kommet nogen mekaniker. Jeg må have befundet mig i en trance, uvist i hvor lang tid. Jeg var nu blevet rigtigt utålmodig - ikke at det nyttede noget, men da jeg samtidig var træt efter i går, begyndte jeg at formulere mit ønske - om der dog bare snart kunne komme hjælp. Pludselig blev jeg revet ud af mine drømme; jeg så jeg op, lige i hovedet på en ældre mand med en rød kvasthue. ”Johoho, det var bare de fire tændrør, der var kokset. Jeg har skiftet dem alle sammen. De kan køre med det samme, motoren går som en symaskine.” Han udnyttede sit ærværdige udseende og sæson’en, her mod slutningen af december, til at ligne en kendt ældre sæsonarbejder.

       ”Dejligt, jeg var ved at blive nervøs for min stilling, med løn, fast arbejdstid som i gamle dage, betalt ferie og pension med 65.”

       Jeg sagde det højt, for at de to flittige øldrikkere også kunne høre det. De var vel ikke særligt imponerede. Karl kommenterede begivenheden blot med, ”det kan man da kalde længsel efter julemanden,” og så gik de videre med den fjerde – eller var det i mellemtiden allerede den femte – omgang.

Tilbage til danske historier